Fagrådets arrangementer

IMADA’s fagråd arrangerer en lang række arrangementer for instituttets studerende og ansatte hele året rundt. Der er både store tilbagevendende traditioner og små hyggelige aktiviteter. Alle arrangementer har nye planlægningsudvalg hver gang, og de ansvarlige findes oftest på et af fagrådsmøderne umiddelbart inden planlægningen går igang.

Herunder findes en beskrivelse af fagrådets traditionsrige arrangementer. Fra år til år vil denne liste typisk blive suppleret af andre kreative påfund, de studerende måtte have.

 

Velkommen til IMADA

I september byder fagrådet alle nye studerende velkomne på IMADA med en hyggelig eftermiddag, hvor gamle og nye studerende mødes, spiller brætspil og lærer hinanden at kende på tværs af årgange over et stykke kage.

Naturvidenskabelig oktoberfest

Hvert år sidst i oktober går alle de naturvidenskabelige fagråd og festudvalg sammen om at arrangere oktoberfest for alle fakultetets studerende. Aftenen byder på Heidikjoler, lederhosen, helstegt pattegris og masser af tyrolerstemning.

Fra 2015 er ingeniørenes festudvalget blevet medarrangør, således at festen er åben for alle studerende på både Det Naturvidenskabelige Fakultet og Det Tekniske Fakultet.

Juleklip

I starten af december mødes instituttets studerende og hygger med jule klippe-klistre. Fællesarealerne og vores juletræ bliver pyntet med det producerede julepynt, og fagrådet serverer glögg og æbleskiver for deltagerne.

Generalforsamling og bowling

I Marts afholder fagrådet deres generalforsamling, hvor der fremlægges regnskab, vælges ny bestyrelse og diskuteres evt. vedtægtændringer. Generalforsamlingen afholdes normalt i et mødelokale i en bowlinghal, da alle deltagerne efter generalforsamlingen spiser og bowler sammen i et par timer.

Hyttetur (Evalueringsweekend)

I foråret – typisk april – arrangerer fagrådet en weekendtur for alle instituttets studerende. Turen har altid et tema, og vil indeholde en lang række aktiviteter og konkurrencer indenfor temaet. Udover de sociale aktiviteter foretages der desuden en evaluering af diverse aspekter af studielivet på IMADA. Det kan f.eks. være studiemiljøet, evalueringsformer af kurser, fagrådet aktiviteter osv. Denne evaluering sammenfattes til en rapport, som gives videre til instituttets ansatte. Evalueringsrapporterne kan ses her.

Spil og Grill

I slutningen af forårssemestret afholder fagrådet i samarbejde med ÆTER (Fagrådet på Institut for Fysik, Kemi og Farmaci) et fælles picnic-arrangement for alle studerende på begge institutter. De studerende mødes på et af universitetets grønne arealer, hvor der vil være mulighed for både bræt- og boldspil. Som afslutning griller og spiser alle deltagerne sammen. Dette er normalt desuden fagrådets sidste arrangement inden pausen henover sommermånederne.

Matalogifester

I slutningen af hvert semester – typisk i maj og november – arrangeres der en fælles fest for alle studerende og ansatte på IMADA. Hver fest har et tema med tilhørende oppyntning og udklædning. Arrangementet starter med fællesspisning, og i løbet af aftenen vil der normalt være oplæg fra en af instituttets forelæsere, udvælgelse af formanden for det næste festudvalg og andre festlige indslag. Disse fester er desuden en gylden mulighed for de studerende og ansatte for at hygge sig sammen i mere uformelle rammer end i hverdagen.

Ansvarlige for aktuelle udvalg

Generalforsamling 2016

Morten (Moagg11)

Karrierevejsseminar med SDU Erhverv

Morten (Moagg11)

IMADAs deltagelse i Institutdysten 2016

Nina (Npede14)

Hyttetur 2016

Anders (Amoes14) og Jonatan (Jogoe12)

Matalogifest forår 2016

Caroline (Cknud14)

Spil og Grill 2016

Nath (Mkris13)