Øvrige arrangementer

Udover fagrådets egne arrangementer, er der hvert år også en række arrangementer på både instituttet og universitetet arrangeret af andre, som IMADA’s studerende normalt deltager i sammen.

Årsfest

Hvert år i oktober holder SDU en stor gallafest for alle universitets studerende og ansatte med spisning og efterfølgende fest.
Fagrådet er ikke involveret i planlægningen af festen, men hvert år plejer en repræsentant for IMADA at bestille fælles spisebilletter, så de ca. 100 studerende og ansatte fra instituttet kan sidde sammen under festmiddagen, og starte en rigtig hyggelig aften sammen.

Læs mere om den kommende og tidligere årsfester på SDU’s egen hjemmeside

IMADA’s julefrokost

IMADA har selvfølgelig også en julefrokost hvert år. Denne arrangeres typisk af Ph.d-studerende uafhængigt af fagrådet, men der er normalt rigtig god tilslutning til frokosten fra både ansatte og studerende på instituttet. Det er en rigtig god mulighed for begge grupper, for at nyde noget god mad med hinanden om eftermiddagen, og lære hinanden at kende i nye og mere uformelle rammer om aften.

Institutdysten

Anden weekend i maj afholdes der institutdyst for hele SDU, hvor studerende fra alle universitetets institutter dyster mod hinanden i en lang række sjove og udfordrende discipliner. Hvert fagråd vælger en koordinator, som står for at organisere instituttets hold i de forskellige konkurrencer. De sidste par år har IMADAs fagråd været en del af et fælles hold sammen med Æter (fagrådet på Institut for Fysik, Kemi og Farmaci).

Læs mere om institutdysten på SDU’s egen hjemmeside

Pizzamøder

I forbindelse med kursustilmeldingerne sidst i maj og først i december afholder IMADA hvert semester pizzamøde for alle studerende, hvor de kan komme og høre om, hvilke valgfalg der udbydes i det efterfølgende semester. Der er oplæg ved en række af instituttets forelæsere (typisk opdelt i matematik- og datalogikurser) og efterfølgende mødes alle studerende og forelæsere og hygger sammen over et stykke pizza.
Da man oftest primært har obligatoriske fag i løbet af de første studieår, henvender møderne sig primært til ældre studerende, men alle med interesse i, hvad der sker på instituttet rent fagligt er velkomne.

S7LAN

S7LAN er en Non-profit organisation, som har til formål at afholde et LAN-arrangement på SDU to gange årligt (midt April samt start November). Her er det muligt at dyste i diverse spil, som er oppe lige for tiden, samt gamle klassikere.
S7LAN er dog også meget mere end hardcore non-stop Counter-Strike: Global Offensive, Dota 2 og World Of Warcraft. Det er også en enestående mulighed for at møde andre studerende med samme interesser, og der bliver lavet meget andet sjov og hygge end bare at stirre ind i skærmen 45 timer i træk!

Læs mere om S7LAN på www.S7LAN.dk eller på www.facebook.com/S7LAN