Råd og udvalg

IMADA og SDU har en lang række råd og udvalg, som beskæftiger sig med de mange forskellige slags problemstillinger man møder på universitetet.
Mange af disse er relevante for de studerende, og kan være til stor hjælp med spørgsmål og udfordringer indenfor deres område. Herunder ses en oversigt over de mest relevante råd og udvalg. Alle de listede råd og udvalg har studenterrepræsentanter fra fagrådet. Disse kan ses her.

Institutforum

Institutforum finder sted en gang om måneden klokken 10-12, typisk den anden fredag i måneden. Mødet fungerer som kilde til information omkring, hvad der foregår på instituttet, fx hvem er blevet ansat, nye uddannelser, konsekvenser af diverse reformer osv. Det er obligatorisk for alle ansatte, dvs. også PhD studerende, så hvis man vil give en information, som alle på instituttet skal have, så er dette det rette sted – dette kunne fx være diverse fester. Til forskel fra de andre råd og nævn har forummet ingen direkte bestemmelse. Det kan dog besluttes, hvad IMADAs generelle holdning til et forslag er.

En gang imellem er der det såkaldte Dekanens hjørne, hvor dekanen kommer og man kan stille ham forskellige spørgsmål. Der er morgenbrød og smør til hvert møde.

Institutråd

Institutrådet er bestående af 12 medlemmer, hvoraf 3 er studerende på IMADA og de resterende er ansatte ved instituttet. Rådet mødes 4 gange årligt, hvor der med henblik på rådgivning af instituttets ledelse drøftes bl.a. instituttets udvikling, organisering, sociale og faglige rammer, og økonomi. Institutrådet giver mulighed for, at de studerende kan inddrages i diskussioner vedrørende langsigtede beslutninger omkring instituttets udvikling

Undervisningsudvalg

Undervisningsudvalget er med til at sørge for, at de studerendes meninger om kurserne bliver hørt og bliver taget til efterretning. De er med til at implementere de beslutninger, som studienævnet vedtager, og de er også med til at godkende forløbene for de uddannelser, hvor IMADA kurser indgår.

Der er møde ca. hver måned.

Arbejdsmiljøudvalg

Dette udvalg arbejder for at sikre det bedst mulige arbejdsmiljø for både studerende og ansatte på instituttet. Udvalget består af 4 personer – herunder institutlederen og en repræsentant fra fagrådet, og sikre at forholdene på instituttet hele tiden overholder gældende regler for bl.a. sikkerhed og arbejdsforhold, samt at alle faciliteter til forskning, undervisning og studie er up-to-date og velfungerende. Alle ændringer i instituttets lokaler og inventar bliver ligeledes diskuteret og planlagt i dette udvalg.

Der er møde 2 gange årligt.

Akademisk Råd

Akademisk råd for naturvidenskab består af 13 medlemmer, heriblandt 3 studerende, 6 undervisere, 3 tekniske medarbejdere og dekanen for naturvidenskab. Funktioner indebærer at godkende administrative ting og budgetter. Generelt er rådet til stede for samarbejde imellem de forskellige institutter på naturvidenskab, Dette medfører diskussion om virkninger af nye budgetter og hvad målet skal være inden for forskning blandt de forskellige institutter.

Det Naturvidenskabelige Studienævn

Studienævnet har mange opgaver og varetager både de studerendes og undervisernes interesser på det naturvidenskabelige fakultet. Fx agerer nævnet som kvalitetsfilter, der sikre at udspil fra institutterne, undervisningsudvalget osv. er fornuftige og i flest muliges interesse.
En anden vigtig opgave er at godkende ansøgninger om meritoverførsel, dispensation, flere eksamensforsøg osv.

Der er møde ca. hver måned.